Julestuen i Søborgmagle Kirke byder på en klassisk koncert, der er tilrettelagt særligt for børn. Sopranen Klara Lucia Thordsen og mezzosopranen Sigrid Matilda Thordsen synger sammen med violinisten Cæcilie Balling, og programmet byder på julemusik og julesange.
Koncerten er for alle børn, både babyer, børnehavebørn og skolebørn, men voksne, der har lyst til at lege med på barnlige præmisser, er også velkomne. Bagefter kan man hygge sig videre i julestuens café, hvor der bl.a. kan købes risalamande og æbleskiver, og nå en runde i værkstederne, inden der trækkes lodtrækning i julelotteriet.















































































