Kørestolsrugby er et fartfyldt boldspil med masser af aktion, som først og fremmest henvender sig til unge og voksne med et bevægelseshandicap. Parasport Frederiksbergs hold rummer stor bredde, og alle er velkomne i træningen, uanset niveau og tidligere erfaring med boldspil.
Holdet tæller blandt andet seks landsholdsspillere, som deler ud af deres erfaring, så træningen bliver så intens og udfordrende som muligt. Der bliver arbejdet hårdt, spillet meget rugby og grinet rigtig meget. Træningen er tilrettelagt, så alle går derfra med en god oplevelse og en fornemmelse af at være blevet udfordret, uden at være blevet overkørt.


















































