Krøyer er soloprojektet for Ditte Krøyer, der også er forsanger i det feministiske black metal-band Vulvatorious. Med en blanding af rave, industrial og electronic metal leverer hun en intens liveoplevelse, hvor skrig, growl og en stor jernkonstruktion er en del af showet. Hendes første fuldlængde album med elektronisk metal er planlagt til foråret 2026, og det er inspireret af hendes opvækst på Lolland, død og klimaretfærdighed.
St. Digue er alter egoet for København-artisten Kasper Deichmann, der står bag sange, tekster og produktion. Musikken kombinerer melankoli og sårbarhed med hårde metal- og punkelementer og en industriel kant. Projektet blev skabt i 2020 og har siden spillet både i ind- og udland, blandt andet på Copenhell. Et af de andre steder, han optræder snart, er Konvent i Den Grå Hal i november 2026.
















































