Tumleton er et motorikforløb for de mindste, hvor forældre og børn er aktive sammen. Træningen har fokus på at udvikle børnenes motorik gennem sjove lege og øvelser, nogle fælles og andre som poster rundt i hallen, så man frit kan gå mellem dem.
Selvom det foregår i en badmintonklub, er der ikke decideret badmintontræning. I stedet byder programmet på mange badmintonrelaterede lege, og der er mulighed for at slå lidt til en fjerbold eller ballon.















































