Julekalenderen kommer på scenen i Tivoli i Glassalen. De tre nisser Frits, Hansi og Günther sendes til en gammel nissehule i Jylland, hvor de skal finde nøglen til spilledåsen, der holder nissen Gammel Nok i live. De har Den Store Bog med, og den må under ingen omstændigheder falde i den onde Nåsånås hænder. Da en mystisk mand ved navn Benny banker på døren hos Oluf og Gertrud Sand, bliver det hele endnu mere spændende.
Skuespillerne Gordon Kennedy, Jesper Lohmann og Christian Damsgaard står på scenen som de velkendte figurer. Gertruds store kasse med julepynt og "æ mistelten" er også med, så det er et oplagt udflugtsmål for børnefamilien i juletiden.





















































































