En mand har tilsyneladende sat ild til sig selv ved en adresse i Valby i København tirsdag formiddag. Det oplyser Københavns Politi, som rykkede massivt ud til stedet efter anmeldelsen.
Klokken 10.40 skrev politiet på Politi Update, at ilden var slukket, og at manden var kørt på hospitalet med henblik på behandling af sine skader. Politiet oplyste på daværende tidspunkt ikke noget om mandens tilstand eller identitet.
Hændelsen har efterladt vidner i chok. Ifølge politiet bliver der taget hånd om de personer, som overværede forløbet.
Københavns Politi oplyser, at man for nuværende ikke har yderligere oplysninger om hændelsen.













