Nick Okholm gjorde, hvad han skulle. Han har bygget terrassen i overensstemmelse med den byggetilladelse, han fik. Alligevel kræver Københavns Kommune nu, at han river terrassen ned igen.
»Jeg har søgt om byggetilladelse til terrassen og gjort alt efter forskrifterne for at være sikker på, at jeg gjorde det rigtige. Derfor er jeg ærgerlig over, at kommunen nu kommer efter mig. Det bliver også dyrt for mig,« siger Nick Okholm.
En nabo klagede
Det hele begyndte, da en nabo klagede til kommunen. Naboen hævdede, at Nick Okholms terrasse var hævet over jorden i en sådan grad, at Nick Okholm og hans familie nu kunne se ind i naboens have. Men ifølge Nick Okholm kan familien se hverken mere eller mindre end før. Han har nemlig sænket terrænet under terrassen, inden han gik i gang med at etablere den, for netop at sikre sig, at det ikke blev et problem.
Alligevel holder kommunen fast i, at terrassen skal rives ned, med et argument om at det nuværende terrænniveau under terrassen er højere end angivet i en byggetilladelse fra 1957 – den tilladelse, Nick Okholm selv havde lagt til grund for sin ansøgning.
Det er den uoverensstemmelse, kommunen nu bruger som argument for at trække den udstedte byggetilladelse tilbage og kræve terrassen fjernet.
Advokat: Naboen var ikke engang klageberettiget
Nick Okholm har hyret advokat Grit Andersen, partner i advokatfirmaet Realia, til at kæmpe sagen. Hun mener ikke, at det kan lægges husejeren til last, at der var fejl i myndighedernes egne dokumenter fra 1957.
»Det er myndigheden, som har pligt til at oplyse sagen korrekt,« siger hun.
Hun peger desuden på et andet centralt problem i forløbet: den nabo, der indgav klagen, havde ifølge advokaten slet ikke ret til at klage.
»Nick bliver fanget af, at en nabo klager. Men vedkommende er ikke klageberettiget, og alligevel dropper man den oprindelige afgørelse i et forsøg på at gøre alle tilfredse. Og det hverken kan eller skal man. Myndigheden skal træffe en afgørelse og holde fast i den, når den er rigtig. Og det var den oprindelige byggetilladelse,« siger Grit Andersen.
Kommunen: Nye oplysninger ændrede billedet
Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning afviser kritikken og forsvarer beslutningen om at genoptage sagen. I et skriftligt svar lyder det:
»Det er almindelig og gældende praksis, at forvaltningen kan genoptage en sag, hvis der kommer nye oplysninger, som kan have afgørende betydning for sagens udfald. I den konkrete sag blev forvaltningen opmærksom på, at koterne, der blev oplyst af ansøger, ikke var retvisende.«
Kommunen erkender, at situationen er ubehagelig for ejeren: »Forvaltningen har forståelse for, at det er frustrerende for en ejer at få trukket en byggetilladelse tilbage. Når forvaltningen bliver opmærksom på, at der er blevet opført et ulovligt forhold, undersøger vi forholdet og indhenter oplysninger.«
Kræver erstatning – og vil helst beholde terrassen
Nick Okholm, der bor i huset med sin hustru og to børn, har sat advokaten på sagen med krav om erstatning, hvis det ender med, at terrassen skal ned. Men hans primære ønske er enkelt: at terrassen får lov til at stå.
»Det giver anledning til stor frustration, og man føler en enorm magtesløshed. Kommunen opfører sig ekstremt magtfuldkomment,« siger han.
Efter at B.T. henvendte sig til Københavns Kommune om sagen, har to kommunale embedsmænd aflagt et besøg i haven, der blandt andet tog billeder. Formålet med besøget stod ikke helt klart for Nick Okholm, udover at han fik at vide, at de ville ‘se sagen med egne øjne’. Hvad det besøg konkret fører til, står endnu ikke klart.












