Fremmed er en samtidsreflekterende forestilling, der gennem teater, musik og dans undersøger, hvordan det er at føle sig fremmed over for sig selv, når man er splittet mellem flere kulturer.
Tre unge kvinder forsøger hver på deres måde at være dansk og samtidig have et minoritetsetnisk ophav. De skal balancere egne forventninger med andres holdninger til, hvem de er, uanset om det gælder familien, datet eller vennerne. Humor, sårbarhed og poesi flettes sammen i et tragikomisk og samfundskritisk univers.
Forestillingen er skabt af kunstnerkollektivet VINGEFANG, bestående af Mira Bella Ghosh Rudbæk, Mai Raben Koefoed, Esra Met Feldman og Selina Firdos Imran Bakhsh.




























































