På denne skriveworkshop får du konkrete greb til at redigere både dine egne og andres tekster. Undervisningen tager udgangspunkt i korte formater som lyrik og kortprosa og veksler mellem tips, eksempler og øvelser. Der bliver også mulighed for at arbejde med feedback på andres tekster og få råd om samarbejdet med en redaktør, hvis et manuskript bliver antaget på et forlag.
Underviser er Christel Sunesen, som er forlægger og redaktør og driver forlaget Ekbátana. Forlaget udgiver især ny dansk litteratur og tværkunstneriske værker. Christel Sunesen har modtaget Diplom for påskønnelse af godt bogarbejde 2023 af Forening for Boghaandværk samt Sigvaldi-prisen fra Statens Kunstfond.
Workshoppen er målrettet voksne og foregår på BIBLIOTEKET Rentemestervej, 2. sal i Mødeværket, fra klokken 10.00 til 12.00. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding på Billetto. Der stilles ikke computere til rådighed, så medbring egen computer og/eller papir og pen. Der er som udgangspunkt ingen bordplads, og der tilbydes ikke proviant, så medbring selv vand og snacks, hvis du ønsker.
