Madam Nielsen dramatiserer selv sin omdiskuterede roman Tidsåndernes Hus i en skueproces i tre akter om kunst, skyld og tidsånd. Hovedpersonen er en dansk kunstnerinde, hvis triumf i udlandet udvikler sig til skandale, og som bliver smidt ud af sin egen succesforestilling og anklaget for nationsbesmudsning og medarbejderkrænkelser.
Forestillingen består af tre lyn-iscenesættelser, hvor fortællingen bliver mere radikal, uforudsigelig og stjernebesat for hver aften. Gennem nogle af Danmarks mest virtuose skuespillere får anklagere, dommere, ofre og krænkere hver deres stemme i en mangestemmig retssag om sandhed, krænkelser og kampen for at gøre det rigtige.




































































