Brug en hel søndag på at fordybe dig i cyanotypi på BIBLIOTEKET. Workshoppen begynder med en introduktion til teknikken, dens historie og eksempler på de mange udtryk, man kan skabe med blåtryk. Derefter er der tid til egne eksperimenter, hvor du både kan arbejde i store formater og afprøve mindre cyanotypier undervejs. Der er adgang til en UV-belyser, som kan belyse op til 50x70 plakatformat, med en belysningstid på 30 minutter og plads til 2 cyanotypier ad gangen. Du får også indblik i, hvordan du kan bygge din egen UV-lyskasse, og BIBLIOTEKET har diverse printere, så du kan printe egne fotos til dagens arbejde.
Kurset er både for dig, der allerede arbejder med cyanotypi, og for dig, der er ny i teknikken. Medbring tøj, der kan tåle pletter, akvarelpapir i forskellige kvaliteter hvis du har det, tørrede eller pressede blomster, flade genstande eller andre motiver samt fotos på USB-stik eller din bærbare computer/telefon. Regn med en materialeudgift på 100,- for 4 stk egnet papir i formatet 50x70 og diverse ptintudgifter. Der serveres kaffe, the og lidt sødt, og frokost kan købes hos FLOKK (FLERE FUGLE's lillesøster) i stue-etagen. Efter kurset vil det være muligt at købe materialer med hjem med en workshoprabat på 20%.
