Få et sjældent kig ind i Operaens normalt lukkede områder, når musicalen Evita vækkes til live. Rundvisningen tager dig med bag scenen og viser, hvordan en af verdens største musicalsucceser bliver til.
Undervejs fortæller rundviserne om de imponerende trappekonstruktioner, de fjernstyrede huse og de specialbyggede neonskilte, der forvandler scenen til Buenos Aires. Du hører også om det tekniske maskineri og de 12 sceneteknikere, der i fuldt kostume får kulisserne til at flyve under forestillingen. Derudover får du fun facts og anekdoter, blandt andet om hvordan 35 militæruniformer fra en opsætning i 2010 blev forvandlet til nye, funklende kostumer.



































































