Familiefloorball er et trygt og sjovt tilbud for de allermindste, hvor børn og forældre spiller og leger sammen. Træningen byder på fælles lege, motorikøvelser, driblelege med stav og bold, små floorballspil og fri leg.
De yngste børn leger og øver mest, mens de ældste gradvist spiller mere floorball. Forældrene er med på gulvet som medspillere og medtrænere, og mindre søskende er også velkomne i hallen. Målet er at lege sig til udvikling, skabe venskaber og et fællesskab, hvor alle kan være med.




























































