Teatret ved Sorte Hest byder i december på et indendørs juleprogram, hvor 12 godnathistorier tager over i anledning af decemberkulden. Aftenen kan være ren julestemning eller en velkommen pause fra juletravlheden, alt efter hvilken aften man vælger.
Medvirkende er bl.a. Lone Hertz, der læser julehistorier, og Tor Støvelbæk, der opfører en monolog af Lars Norén. Venner af teatret synger julen ind, og indierockbandet Spawner giver koncert. Holdet bag Den skaldede sangerinde vender tilbage med Ionescos absurditeter, og Henrik Nordbrandts hidtil uudgivne manuskript får også en plads på programmet.





















































