Få et sjældent kig bag scenen på Operaen, hvor den store produktion af Andrew Lloyd Webber og Tim Rices musical Evita vækkes til live. Rundvisningen tager dig gennem områder, der normalt er lukket for offentligheden.
Undervejs ser du de imponerende trappekonstruktioner, de fjernstyrede huse og de specialbyggede neonskilte, der forvandler scenen til Buenos Aires. Du hører også om det tekniske maskineri og om de 12 sceneteknikere, der i fuldt kostume får kulisserne til at flyve under forestillingen.
Rundviserne fortæller fascinerende baggrundsviden og sjove anekdoter, blandt andet om hvordan 35 militæruniformer fra en tidligere opsætning fra 2010 blev forvandlet til glitrende nye kostumer. Det hele fortælles lige før tæppet går op.





























































