Hollændergårdene på Amagermuseet slår dørene op for et traditionsrigt julemarked, der tager dig med tilbage til en hyggelig jul, som den blev fejret i gamle dage.
I den ene længe på Nordgården er der julevarer til enhver smag: lokalt håndværk, hjemmebagte småkager, julepynt og hjemmestrik. Det er et godt sted at finde julegaver, værtindegaver og pakkekalendergaver.
Undervejs kan du få dekoreret et honninghjerte med dit eget navn eller navnet på en, du holder af. Og når sulten melder sig, kan du gå efter duften fra sommerkøkkenet, hvor æbleskiverne bages friske i de store pander. Her kan du også købe glögg, kaffe og kolde drikke.



























































