Elisabeth Linton instruerer selv genopsætningen af Puccinis La bohème, en opera der har været en stor succes siden premieren i 2016. Vi følger Rodolfo og hans venner på et koldt loftsværelse i Paris, hvor en juleaften i fattigdom med ung kærlighed og Mimis lys bliver til en af operahistoriens mest kendte kærlighedshistorier.
Hovedrollerne som Mimi og Rodolfo synges af den georgisk-ukrainske sopran Teona Todua og den bosnisk-schweiziske tenor Omer Kobiljak. Partierne deles med Sofie Elkjær Jensen og Long Long, der for nylig debuterede som Rodolfo ved The Metropolitan Opera i New York. Musetta og Marcello synges af Clara Cecilie Thomsen og Jens Søndergaard.














































