Et hold for dig, der elsker at bevæge dig til musik, få pulsen op og gerne gøre det sammen med andre. Holdet er for kvinder over 45 år, og det passer både til dig, der har et mangeårigt kendskab til gymnastik, og til dig, der aldrig har prøvet rytmisk gymnastik eller har holdt pause i en årrække.
Træningen bygger på grundgymnastik, kondition og styrke, makkerøvelser og rytmiske koreografier. Hen over sæsonen bygges der op mod serier til opvisning, og niveauet findes i fællesskab, så det både udfordrer og tilfredsstiller alle. Fokus er på at udvikle sig sammen og have det sjovt, og holdet kan også mødes uden for træningssalen, hvis der er lyst til det.



































































