PATINA indtager Falkonersalen i København til det, bandet selv kalder deres hidtil største koncert. Bandet har siden gennembruddet med singlen 'Flammer Rammer' i 2020 bygget et ry som et af de bedste liveband i Danmark, blandt andet på grund af deres atypiske opstilling, hvor tre frontpersoner skiftes til at synge, spille trommer og percussion.
Aftenen bliver en gennemgang af bandets efterhånden omfattende katalog fra de tre albums 'Drømmefanger', 'Genstart' og 'Uvejr'. Det er også en fejring af en rejse, der startede som et hobbyprojekt i et kælderlokale på Svendborg Musikskole, og som i dag kan samle tusindvis af mennesker.
























