En frokost i bevægelse, hvor turen går fra Nordhus i Nordhavn over vandet til Christianshavn. Undervejs får du både byens historie og madkultur at smage på, og fortællingen handler om et København i konstant forandring.
Du starter på Nordhus med snacks og et lille glas og hører om Nordhavn, der har udviklet sig fra industrihavn til en af byens nyeste bydele, og om kulturhusets rolle som samlingssted i kvarteret. Herfra går turen med kanalbåd, hvor let mad og drikkevarer serveres, mens byen glider forbi, og en madhistoriker fortæller om, hvordan vores måltider og madvaner har ændret sig.
Turen slutter på Christianshavns Beboerhus med kaffe og noget sødt og historien om et hus, der gennem årtier er skabt af og for de mennesker, der bor omkring det.
























































