En ny musical om at søge ind i et fællesskab og om tomheden, der kan melde sig, når det pludselig forsvinder. Pixie gør alt for at passe ind i vennegruppen "disciplene", indtil studentertiden kommer, og hun pludselig ikke er inviteret med længere.
Forestillingen er skrevet og komponeret af 24-årige Sofie Riis Endahl og er en sårbar og ærlig fortælling om, hvor langt man er villig til at gå for at høre til, og hvem man er uden sine venner. Med et buldrende tempo, åbenhjertige scener og ørehængende sange tager den os med gennem blåbogsture, trekantsdramaer og studentergilder.
Der medvirker fem skuespillere: Line Weien Hoffmanns, Mira Balloli, Nicoline Wiberg, Philip Lambæk Visholm og Mathias Bautista Hartmann. Line Weien Hoffmanns optræder også i Pixie på Grønnegades Kaserne Kulturcenter 16. november.

















































































