Frederiksberg Bordtennisklub inviterer børn i alderen 6-10 år til motorisk bordtennisleg. Her handler det ikke om resultater, men om at udvikle de grundlæggende bevægelser på en sjov og alsidig måde.
Træningen er bygget op som leg, fordi børn i denne aldersgruppe hurtigt kan kede sig, hvis det bliver for struktureret. Fokus er på boldfornemmelse, at bevæge sig rigtigt efter en bold, balance, kropskontrol, koncentration, tillid til træneren og samarbejde med de andre børn. Det er en god forberedelse, før man eventuelt går videre til et rent teknisk bordtennishold.


































































