En gåtur på Amager Fælled, hvor forfatterne undervejs læser op fra skønlitterære og filosofiske tekster om natur, mennesker og klimakamp. Turen er en mild form for mobilisering og kombinerer oplæsning med samtale om teksterne, klimaet og biodiversiteten.
Turen arrangeres af Forfattere ser grønt, en gruppe forfattere, der siden 2021 har kæmpet for at styrke indsatsen mod biodiversitets- og klimakrisen gennem oplæsninger, kronikker og aktioner. Medvirkende er Ursula Andkjær Olsen, medstifter af gruppen og tidligere rektor ved Forfatterskolen, Maja Lucas, der er medstifter og skriveunderviser, og Jesper Stein, forfatter og journalist, der for nylig har udgivet romanen Terræn.






































































