Chips, telefon og Netflix i stedet for fitnesscentret: I foredraget Vanedyr tager forfatteren Nicklas Brendborg fat på, hvorfor det er så svært at slippe de dårlige vaner. Ifølge ham er det ikke kun et spørgsmål om personlig viljestyrke, for bag vanerne står ifølge foredraget både forskere i madindustrien og teknologivirksomheder.
Brendborg, der er ph.d.-studerende på Rigshospitalet og kendt for bestselleren Gopler ældes baglæns, fortæller om kampen mellem den enkelte og topforskere med hjernescannere og højteknologiske laboratorier. Budskabet er dog, at kampen ikke er tabt: Når man forstår, hvordan påvirkningen virker, kan man selv tage kontrollen tilbage. Foredraget lover en formidabel fortælleevne og en stor portion videnskabshistorisk viden.





































































