Et gratis begynderhold i bordtennis for børn mellem 11 og 15 år, arrangeret af Brønshøj Bordtennis. Holdet er for børn, der har lyst til at træne og gerne vil lære de fysiske og boldtekniske grundtræk, før de går over til egentlig teknisk bordtennistræning.
Her øves blandt andet boldfølelse, bevægelse efter bolden, balance, kropskontrol og koncentration, og børnene lærer at samarbejde med de andre på holdet og få tillid til træneren. Når grundlaget er på plads, kan børnene videre til hold med mere teknisk træning. Alle starter dog med en screening af deres færdigheder, og klubben rykker dem videre så hurtigt som muligt.



























































