Midaldrende forfatter Ivan Olsen får uventet besøg af den højgravide klimaforkæmper Sofie, og det der opstår er et humoristisk og rørende møde mellem to verdener. Den stive boomer og den rebelske generation Z støder sammen i et hylende morsomt ordspil, der veksler mellem kærlige stikpiller, generationskritik og menneskelig varme.
Titlen får sin berettigelse, for Ivan udvikler sig – mod alle odds og egne principper – til en uventet barmhjertig mand, der giver husly, penge og til sidst fødselshjælp til en ung kvinde, han ikke forstår, men alligevel kommer til at holde af. Stykket belyser humoristisk de fordomme og misforståelser, der præger dialogen mellem generationerne, og minder om, hvor meget vi kan lære, hvis vi lytter til hinanden.
Med Mathilde Passer og Troels Malling i hovedrollerne. Instruktion: Troells Toya.















































































