Et bevægelseskursus for små børn på ca. 2-5 år sammen med deres (bedste)forældre. Fysioterapeut Marianne Mogensen står for forløbet, der blander balance- og motorikudfordringer med fri leg og fantasilege.
Den store faldskærm bliver til en gople, og tigeren sniger sig rundt i krattet. Der synges, lyttes til musik og slås indimellem på jungletrommer. Mest tid går med forhindringsbanen og gyngerne, og hver uge tager holdet på en ny eventyrlig destination, fx stranden, junglen eller rummet. Børnene styrer legen, og de voksne deltager enten i legen eller hjælper til.
- Hvert møde byder på faste fælleslege, fx Faldskærm, Dyredans-sang, massageleg, førstehjælp i børnehøjde og sæson-sangen.
- Deltagelse i fælleslegene er frivillig, så barnet kan selv vælge at koncentrere sig om forhindringsbanen.
Holdet er udsolgt, men du kan skrive dig på venteliste.















































































