Den spanske duo SpaDuet, med saxofonist Rodrigo Pérez Vila og pianist Alfredo Oyagüez Montero, tager publikum med på en musikalsk rejse fra folkemusik og klassiske værker over jazz og tango til kendte filmmelodier.
Første del af koncerten rummer musik med rødder i flere kulturer, blandt andet taiwansk folkemusik, spanske folkesange og cubansk inspirerede sange, efterfulgt af George Gershwins præludier med jazzens rytmer. Herefter står filmmusikken i centrum med melodier fra Schindlers liste, La vita è bella, Il Postino og Cinema Paradiso, samt tangoklassikerne Oblivion og Libertango af Astor Piazzolla.
Oyagüez Montero har optrådt i Carnegie Hall i New York og er kunstnerisk leder af Deià International Music Festival på Mallorca, mens Pérez Vila er en alsidig musiker med særlig interesse for kammermusik. Sammen byder de på teknisk overskud og spilleglæde i et program, der skifter let mellem genrer.
















































































