Forældrecaféen er for forældre med småbørn, der gerne vil mødes, dele viden og erfaringer med andre. Sundhedsplejerskerne står for oplægget og deltager i de fælles drøftelser.
Dagens tema er kost til børn i alderen 4-12 måneder. Oplægget handler om, hvordan du kan se, om dit barn er klar til anden mad end mælk, og om måltidets mange funktioner. Der er også fokus på gode madvaner og det helt praktiske omkring, hvad, hvordan og hvornår man giver mad.
Efter oplægget er der tid til at snakke med de andre forældre og drøfte spørgsmål, mens sundhedsplejerskerne er til rådighed med viden og vejledning.















































