Har du lyst til at skrive historier og blive bedre til det? Forfatterspirernes Skriveklub er et skrivehold for unge mellem 14 og 18 år, hvor I mødes en gang om ugen for at skrive, snakke og hygge sammen.
Underviser er forfatter og digter Liv Ea, som har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Hun skriver om alt, men har et særligt blik for naturen og det overnaturlige, og hun elsker at lege med sproget. Hun gik selv i Forfatterspirernes Skriveklub som barn og ung, og hun mener, at der ikke er noget bedre end at skrive sammen med andre.
På holdet lærer I en værktøjskasse at kende, der gør det lettere at skrive præcis det, I har lyst til. I øver jer i at læse højt for hinanden og give god feedback i et trygt og kærligt fællesskab.








































































