Bibliotekets børneværter fortæller en historie for de allermindste, typisk 1,5 til 3 år. Børneværten vælger selv historien, og den kan være en dialogisk fortælling med rekvisitter fra en historiekuffert eller højtlæsning af en billedbog.
Efter fortællingen er børnene velkomne til at spise madpakker i bibliotekets spiseområde og låne bøger med hjem. Besøget understøtter den styrkede pædagogiske læreplan og foregår i Børneetagen LÆS, et læseunivers der stimulerer børns sprog og læselyst gennem bøger, aktiviteter og leg med bogstaver.









































































