Frame Running er løb på en trehjulet løbecykel, og holdet henvender sig primært til unge og voksne med CP. Også andre med et fysisk handicap, der har udfordringer med gangfunktionen, kan få glæde af træningen.
Holdet bygger på de klassiske løbedistancer, fra sprint til langdistance. Træningen omfatter korte og lange intervaller, kondition, koordination, styrke og langdistanceløb. Alle kan være med, uanset niveau, løbeerfaring og grad af handicap.
Holdet deltager hvert år i Parasport Frederiksbergs egen PSF-Cup og kan også deltage i andre stævner. Derudover løber holdet med i Royal Run og i DHL-Stafetten.





















































































