Videnskabsjournalist og forfatter Thomas Breinholt tager dig med ind i forbindelsen mellem sind og krop. Han har gennem sit arbejde som dokumentarredaktør og tv-vært beskæftiget sig med sygdom, sundhed og de helbredelser, der virker mirakuløse ved første øjekast.
I foredraget får du et overblik over, hvad videnskaben faktisk ved om placeboens effekt, og om dens modsætning, nocebo, der kan gøre os syge. Breinholt bygger på samtaler med mere end 40 forskere og stiller spørgsmål som, hvorfor ensomhed kan være dødelig, og om vores plads i samfundshierarkiet betyder noget for, hvilke sygdomme vi får. Han slutter af med forskningens bud på, hvad vi selv kan gøre for at aktivere kroppens egne helbredende kræfter.



















































































