MotionsFloorball er et motionstilbud for seniorer, hvor man får rørt sig i et hyggeligt fællesskab. Man behøver ikke have spillet floorball før, for det vigtigste er at bevæge sig sammen, ikke at være god til det.
Floorball er en holdsport i hockeyfamilien. Der spilles med stave og en let plastikbold på en indendørsbane. Holdet er selvkørende uden instruktør, men en tovholder hjælper nye deltagere godt i gang.
Vesterbro Idrætsforening står bag tilbuddet, som er en del af foreningens seniorafdeling. Med ét årligt kontingent kan man frit vælge mellem mere end 30 forskellige hold og aktiviteter i løbet af sæsonen.















































































