Heerup Museum viser en særudstilling med billedvæverier af Nanna Hertoft, en af de vigtige danske billedvævere. Udstillingen samler et udvalg af hendes livfulde og lyriske værker, skabt gennem fem årtier.
Hertoft spinder og farver selv sine garner, og hun arbejder med naturen som udgangspunkt. Udstillingen viser både stramt opbyggede modultæpper og friere naturbaserede billedtæpper samt store udsmykningsopgaver. Værkerne er hentet fra udlånere over hele landet, så det er en sjælden mulighed for at se hendes arbejde samlet ét sted.

















































































