Hver onsdag samles man til fællesspisning i Kingos Kirke. Menuen er to retter traditionel dansk mad, sammensat af kirkens kok, og alle er velkomne uden at skulle tilmelde sig.
Under middagen synger man fra højskolesangbogen, og er der nogen, der har fødselsdag, får de måske en sang med på vejen. Det er en hyggelig og uformel måde at spise sammen på i en kirkelig ramme.












































