Pop, opera og ballet smelter sammen i Under dybet, en sanselig teaterforestilling fortalt i tre akter om fødsel, seksualitet og død. Forestillingen blev vist første gang i 2024 og er skabt i tæt samarbejde mellem balletten, skuespillet og musikken.
Komponisten Jeanett Albeck har skrevet en slags popbibel af kendte hits og nye sange, som opføres live af fem ældre operasangere og fem basunister. Fem rejsende begiver sig ud i verden for at finde en mening med livet, og gennem dans og sang møder de livets store vendepunkter, fra skuffelser og sorg til erkendelsen af, at det at blive voksen også betyder at lade den perfekte verden dø.
Teaterinstruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen står bag stykket, mens koreograferne Sebastian Kloborg og Oliver Marcus Starpov har sat trin til musikken. Resultatet er hverken ballet, skuespil eller klassisk koncert, men en oplevelse, der henvender sig både til nostalgikeren og drømmeren.
Oliver Marcus Starpov medvirker også i forestillingen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage på Husets Teater i november 2026.



























































