AkroBeat er et gratis tilbud til børn i alderen 8-10 år, der har lyst til at bruge kroppen, grine højt og være en del af et trygt fællesskab. Her kombineres akrobatik, rytmer og musik, og deltagerne øver tricks, skaber beats med kroppen og danser og leger sammen.
Instruktør er koreograf og danser Anastasija Olescuka, der har hjertet i street-danseformerne hiphop og popping. Hun har undervist i dans siden 2011 og arbejder ud fra musik, rytme og selvudtryk. Sammen med præst Maria Kynne, der er jazzsanger og børnepræst på Vesterbro, skaber de et forløb, hvor det handler om energi og glæde frem for at vinde.


















































































