Har du allerede prøvet kræfter med blyant og farver og har lyst til at dyrke hobbyen sammen med andre? Så er dette hold for dig. Undervisningen foregår i Gammelgaards værksteder og veksler mellem fælles opgaver og individuel vejledning fra den kunstfaglige underviser Ane Bernhoft. Du kan arbejde med akryl, pastel eller akvarel.
Kurset er et samarbejde mellem Gammelgaards Kunstskole og AOF, som i mere end 20 år har forbundet kursernes undervisning med husets skiftende udstillinger. Som elev kan du hente inspiration hos professionelle kunstnere og gå på opdagelse i kunstbiblioteket.















































































