Anne Nøjgård står alene på scenen i en fri fortolkning af Charles Dickens' klassiske julehistorie. Her møder vi Scrooge, der elsker penge og hader julen, indtil en julenat et stærkt drømmesyn åbner hans øjne for julens og livets glæder.
Forestillingen bygger på smukke objekter, flot skyggespil og nykomponeret julemusik, inspireret af julens salmer og sange. Den er et teaterbesøg for børn fra 3 til 9 år, og den er en fin måde at tage de yngste med i juletiden.











































































