Et forløb for dig, der har lyst til at udforske, hvad dans kan være, og hvordan kroppen kan bruges kreativt. Undervisningen tager udgangspunkt i moderne dans og improvisation, hvor vi arbejder med bevægelse, rytme, dynamik og samspillet mellem krop og rum.
Timerne veksler mellem en danseopvarmning, enkle tekniske øvelser og guidede improvisationer. Der arbejdes blandt andet med balance, vægtoverføring og forskellige bevægelseskvaliteter, samt med at bevæge sig sammen med andre. Fokus er på processen frem for resultatet, og man behøver ikke kunne danse på forhånd.




























































