I forestillingen Surkov møder publikum den russiske instruktør, reklamemand og tidligere spindoktor for Putin, Vladislav Surkov. Skuespiller Thomas Levin står alene på scenen i en nyskrevet satire, der går fra Moskvas kreative undergrund til Kremls magtapparat og videre til en samtid præget af kaos, konflikt og desinformation.
Forestillingen stiller spørgsmål ved, hvor grænsen mellem fiktion og fakta går, når mennesker bliver til roller, holdninger til replikker og våben til rekvisitter. Det er en hæsblæsende rejse baseret på begivenheder, der lyder usandsynlige, men er virkelige.
























































































