Biolog og naturformidler Morten D.D. Hansen tager dig med ud i fuglenes verden i foredraget om bogen Jeg ser på fugle, som han har skrevet sammen med Rikke Hylgaard. Det er en del af festivalen Vild med videnskab, som Københavns Biblioteker afholder i oktober, november og december.
Morten viser, at den vilde natur ligger lige uden for døren, fra skove og ådale til byens parker og gademiljøer. Gennem 22 ture over et år deler han sin viden om fuglenes kald og adfærd og giver konkrete tips til, hvad du selv kan spejde efter i dit nærmiljø. Han er også kendt for sin bog Insekternes bog fra 2022 og er en af landets mest kendte naturelskere.
































































