Julemandens kongsgård er fuld af nisser, og alle har en opgave, så julen kan nå at blive klar til juleaften. Nissen Theo er den eneste, der ikke ser ud til at kunne noget. Han begiver sig derfor af sted på en lang rejse, hvor han møder mange forskellige væsener og lærer at se indad i stedet for at lade sig styre af, hvad andre gør og opnår.
Forestillingen er et varmt og fantasifuldt juleeventyr om at finde sin egen styrke. Medvirkende er Cille Viola Brandt Petersen og Morten Hembo. Stykket er skrevet og instrueret af Christian Bergman, og musikken er komponeret af Daniel Vognstrup.







































































