En ensom dame med en lille butik fuld af små, finurlige ting har ikke holdt jul siden hun var barn, fordi hun har alt for travlt. Så dukker tryllenissen Elvira op hos hende. Elvira er strandet i menneskenes verden, efter at have mistet sin magiske rejsekugle, og hun kan ikke komme hjem til nissernes verden uden den.
Forestillingen følger de to, mens de forsøger at blive venner og finde ud af, om der bliver jul hos Fru Dingenot. Det er en varm og legesyg historie for de mindste, med Nina Aller Christrup og Sandra Bothmann på scenen. Louise Schouw har instrueret stykket.
























































































