Teatret ved Sorte Hest byder i december på en indendørs udgave af Godnathistorier Til Nabolaget, hvor tolv godnathistorier flytter ind midt i juletiden. Programmet er blandet, så man kan vælge en aften med sand julestemning eller en aften, der giver en velkommen pause fra julen.
Blandt de medvirkende er Lone Hertz, der læser julehistorier, og Tor Støvelbæk, der opfører en monolog af Lars Norén. Venner af teatret synger julen ind, og indierock-bandet Spawner giver koncert. Holdet bag 'Den skaldede sangerinde' vender tilbage med Ionescos absurde univers, og Henrik Nordbrandts aldrig offentliggjorte manuskript får også plads. Derudover lover arrangørerne flere overraskelser.









































































