Juniortroppen i Elsdyrstammen Spejdergruppe er for børn i 4.-5. klasse, og her får spejderne mere ansvar for sig selv. Målet er at klare sig selv i praksis, fx ved at poinere, rejse telt eller tænde bål alene.
Spejderne deles op i patruljer, hvor de selv finder frem til patruljeleder og patruljeassistent. Gennem sjove og udfordrende aktiviteter og temamøder lærer de at arbejde sammen i grupper. Juniorerne deltager i alle gruppens aktiviteter og tager desuden mindst én patruljetur per halvår.
Der er også mulighed for kurser i at blive patruljeleder eller patruljeassistent, deltagelse i DM i spejder og andre aktiviteter med spejdere fra hele Danmark. Gruppen tager altid på sommerlejr sammen.




































































